Om sprog
EU vokser, hvad betyder det?
”Man kan ikke göre sager og ting bedre ved at lade som om alt var OK.” – V S Naipul.
EU er en forkortelse af den Europäiske Union og er et delvis overstatsligt samarbejdsorgan for 15 europäiske lande, Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Gräkenland, Irland, Italien, Luxembourg, Holland, Portugal, Spanien, Storbritanien, Sverige, Tyskland og Östrig. EU har således 15 medlemslande men bare 11 officielle sprog. Dette skyldes at nogle af medlemslandene har fälles sprog. Samarbejdet er meget langtgående og inden for en räkke områder har landene opgivet sin suveränitet. Bl. a. har 12 af landene fälles valuta, euro.
EU´s officielle sprog er dansk, engelsk, finsk, fransk, gräsk, italiensk, flamsk, portugisisk, spansk, svensk og tysk. Officielle tekster skal publiceres på alle sprog, men i det daglige arbejde dominerer engelsk, og i aftagende grad, fransk.
Med EU forstås i dette dokument EU´s institutioner, d v s. det Europäiske råd, Ministerrådet, Europaparlamentet, den Europäiske Kommission, Domstolen, den Ökonomiske og sociale komité, Revisionsretten og den Europäiske Investeringsbank.
Elleve officielle sprog medförer at der ved et möde behöves 110 tolke. En af de svenske EU-tolke sagde i et interview i den store svenske morgenavis Sydsvenska Dagbladet at det er så svärt at tolke ved EU-parlamentets sessioner at der egentlig kräves 20 års erfaring. Hun sagde også at det er så ansträngende at väre tolk at man ikke orker med at arbejde mere end en halv time ad gangen, og at derfor tre tolke aflöser hinanden.
På grund af mangel på kompetente tolke er der en dårligere tolkeservice for de ”små sprog” end for engelsk, fransk og tysk. Det sker ofte at fx gräsk oversättes til dansk fra den engelske tolkning, noget der gör at risikoen for fejloversättelser öger.
I Sydsvenska Dagbladet udtalte sig nogle svenske EU-politikere om sprogforvirringen i EU. De sagde at ved EU-parlamentets möder i Strasbourg eller i udvalgene i Bryssel så var det svenske tolkebås ofte tomt. ”Det er forbandet irriterende at ikke forstå hvad der siges” sagde en EU-parlamentariker og fortsatte ”Om der findes en dansk tolk forsöger jeg at lytte til denne. Ellers må det blive den engelske. Men kan man ikke sproget helt perfekt går nyanserne tabt… Der er jo mange der har skäldt ud fordi vi har trykket på fejl knappe i afstemningerne nogle gange. Men det er da ikke så märkeligt når vi ikke ved vad vi stemmer om.”
International forståelse bygger på kommunikation og bliver lettere om vi taler samme sprog. Ved internationale forhandlinger har de med engelsk som modersmål i regel fordelen at få forhandle på sit eget sprog, noget som hos dem skaber en mental overlegenhed og åbner for fremgang. De der ikke har engelsk som modersmål oplever sig i underlegenhed, noget som de også er. Vil vi at vore politikere vil blive ved med at forhandle på et sprog som de ikke fuldt ud behersker (noget de ofte ikke vil erkende)? EU-politikere kan ikke regne med at tolke altid er til stede. Som en svensk EU-parlamentariker udtrykte det: ”På grund af manglende sprogkundskaber sker det ofte at vi er tvungne til at sige det vi kan sige på engelsk og ikke det vi vil sige.”
De fleste funktionärer i EU benytter daglig et andet sprog end deres eget, med deraf fölgende risikoer for fejloversättelser.
Mange deltagere i simultantolkede möder har fortalt at det er meget trättende at hele tiden bruge hörelure og lytte til en stemme fra en anden person end taleren. For den der kan engelsk er det trättende at en längere tid lytte til, og forsöge forstå, personer som taler dårlig engelsk.
Blandt de 381 millioner mennesker i nuvärende EU er der 50 millioner, der har et andet modersmål end de elleve officielle sprog, fx. frisisk, russisk, baskisk og gaelisk. Der findes inden for EU-landene over 30 indenlandske minoritetssprog, og endnu flere bliver det år 2004. Se http://www.eurolang.net/browse.htm.
Den britiske europaminister Peter Hain kaldede den engelsk der tales inden for EU for ”eurobabble” og sagde han ville sätte et stop for denne.
Hvornår vil vore politikere indse at EU ikke kan fungere på en optimal måde med mange arbejdssprog? Det afhänger af DIG käre läser at göre noget ved dette, og gör det NU.
Idag skrives 71 procent af originaldokumenterne på engelsk og 29 procent på fransk. Sandsynligvis vil man inden for ti år skrive alt på engelsk. For tre år siden skrevs 52 procent på engelsk og 48 procent på fransk. De der har engelsk som modersmål har en enormt sproglig fordel. Desvärre er sprogspörgsmålet ved at torpedere idéen med EU gennem en tilbagegang til gammeldags politisk elitistisk tänkemåde.
Den der vil få noget gennemfört inden for EU må skaffe forbundsfäller fra andre lande. Et ensomt land kan have meget svärt ved at drive igennem et forslag. En ensom eller nästen ensom repräsentant for et danskt parti kan ikke udrette särdeles meget inden for EU hvis hun eller han ikke lykkes med at etablere et godt kontaktnet med EU-politikere fra andre lande. Skolekendskaber i engelsk räkker ikke langt og at stadig have nogle tolke med er ikke realistiskt.
EU´s system med elleve officielle sprog bygger på at alle diskussioner skal föres i specielle värelser indrettede for simultanoversättelse og at tolke og teknikere er i tjeneste når man vil tale med nogen fra et andet land. Også den der har engelsk som modersmål bliver begränset i sine kontakter, da langt fra alle delegater behersker engelsk. Den personlige kontakt går til store dele tabt da man taler med hinanden gennem en tolk. Taler kan man holde med hjelp af en tolk men ikke samtale fortroligt. Repräsentanter fra forskellige lande må også kunne tale og diskutere med hinanden i mere informelle sammenhäng, som fx i madsale og caféer.
I EU er ikke alle ”officielle” sprog ligestillede. I sekretariatet tales der nästen ikke ”småsprog”, som fx finsk og gräsk, noget som er et handicap for delegaterne fra de mindre lande, når de vil benytte sekretariatets tjenester.
Inden for EU er det almindeligt at bruge relae-sprog, hvilket betyder at ved fx tolkning fra portugisisk til finsk så lytter den finske tolk til den engelske tolkning og gör sin tolkning ud fra denne. Der findes näppelig nogle tolke for en räkke af sprogkombinationer som fx portugisisk-gräsk eller dansk-portugisisk, hvorfor man tvinges at bruge et relae-sprog.
Dette er naturligvis en ulempe for repräsentanter fra mindre lande som fx Finland og Danmark. Der er jo risiko for at deres budskab ikke når frem. Det er vel kendt at simultantolkning altid medförer en vis forvanskning af hvad der siges. Bruges relae-tolkning bliver forvanskningen betydelig större.
Ved simultantolkning via et relae-sprog kan tabet af information blive meget stort. Ved simultantolkning uden relae-sprog anses det normalt med et informationsbortfald på 10 procent og en forvrängning på 2 – 3 procent af indholdet. Det er så svärt at simultantolke at man aldrig kan bortse fra at fejlaktigheder sniger sig ind. Tolken skal ikke bare beherske begge sprog perfekt og have hurtigt intellekt, han skal også väre bekendt med den aktuelle fagterminologi, på begge sprog. Dette i en mere og mere kompleks verden. Hvordan kan noget fornuftigt menneske forsvare dette system? Ifölge en FN-finansiered undersögelse af sprogservicen ved alle organisationer knyttede til FN er informationsbortfaldet ved relae-tolkning ved videnskabelige möder mindst 50 procent.
Gentagne observationer ved kongresser har vist at de der har kongressesproget som modersmål, betydelig oftere tager til orde end de der har et andet modersmål. En retfärdig lösning på dette ville väre at alle må benytte deres modersmål eller at ingen må benytte deres modersmål. Begge alternativer falder dog på manglen på tolke, specielt på dem med fagkundskaber. Den eneste lösning er at EU indförer et internationalt sprog som arbejdssprog, fx esperanto. Om EU gör det så vil FN og den övrige verden fölge efter.
Den förste version af den for EU meget vigtige Mastrichtaftale (Unionsfordraget) et dokument på 253 sider, måtte tages tilbage fra biblioteker og salgssteder da betydningen af teksten var ganske varierende i de forskellige oversättelser. Det viste sig nödvändigt at lave fuldständige nyoversättelser og naturligvis en nytrykning af hele dokumentet.
Når det vigtige og omhyggeligt oversatte Unionsfordrag kunne indeholde en räkke fejloversättelser, hvordan er det så ikke i oversättelser af almindelige dokumenter. Og hvad kan ikke fölgerne blive af dette? Et engelskt EU-dokument löd ”airplanes flying by automatic pilot over nuclear power plants”. (Flyvemaskiner styrede af autopilot over atomkraftsanläg.) Den franske oversättelse löd ”les avions sans pilote que prennent pour cibles les centrales nucléaires”, (ca. pilotlöse flyvemaskiner med sigtet indstillet på atomkraftanläg).
Den svenske Riksdags tidligere formand Birgitta Dahl beklagede sig over at riksdagsmändene var så dårlige til at sortere blandt den enorme mängde usorterede EU-sager som dröser ind på dårlig ”svensk”. Få riksdagsmänd, journalister eller andre svenskere klarer at läse EU-bureaukratiske dokumenter på fransk og engelsk.
Noget der nästen altid glemmes bort i debatten er at det tager tid at oversätte. I FN, som på en helt anden måde end EU er vel udrustet med oversättere, siger man at for en ikke hastende tekst tager det 24 dage för den er färdig på alle de seks officielle sprog medens det for hastende tekst tager seks dage. EU har oversättelsestider fra en time op til fire uger.
Som en lösning på de ögende sprogproblemer i EU foreslog i 1994 den franske EU-minister Alain Lamassoure at EU kun skulle have fem arbejdssprog. Dette udspil vakte dog meget stärke protester fra en räkke EU-lande.
Om sprog |
Indholdsfortegnelse | EU vokser, hvad betyder det? |
© Hans Malv, 2004