Hvad er esperanto?
Hvorfor godkender ikke alle at esperanto bliver EU´s eneste arbejdssprog?
Ludvig Zamenhof, esperantos skaber, födtes i 1859 i den polske by Bialystok som dengang var under russisk overhöjhed. Han var uhyre sprogbegaved og beherskede polsk, russisk, tysk, fransk, engelsk, latin og gräsk. I hans hjemby fandtes fire folkegrupper, polakker, russere, tyskere og jöder, med hver sitt sprog, noget der hele tiden ledte til misforståelser og stridigheder. Zamenhof kom derfor tidligt at tänke over et fälles sprog. I 1887 udgav han sin lärebog i Lingvo Internacia, som senere fik navnet esperanto. Sproget samlede snart entusiastiske tilhängere og spredtes til forskellige lande. Zamenhof skabte en grund for sproget at udvikles udfra. Han skabte en grammatik af indlånede elementer fra forskellige sprog og lånede ordene fra flere sprog, först og fremmest fra latin og romanske sprog. Sproget indeholder til meget stor del internationale stammer. De mennesker som studerer esperanto föler snart at det er et rigtigt sprog og at den enkle grammatik giver en fölelse af sikkerhed.
Eftersom Zamenhof, allerede fra begyndelsen og for altid, afsvor sig alle personlige rettigheder til esperanto er sproget ikke nogens ejendel. Det tilhörer alle.
Den förste esperantoforening stiftedes i 1888 i Nürnberg. I 1889 udkom den förste lärebog på engelsk og det förste månedsblad, La Esperantisto. I de närmest fölgende år startede en räkke esperantoforeninger i forskellige lande i Europa, Asien og Sydamerika. I 1905 holdt man den förste esperantoverdenskongres i den franske by Boulogne-sur-Mer med 700 deltagere fra 20 nationer. Det vakte stor opmärksomhed at der ikke behövedes nogle tolke til kongressen.
Med start i 1906 stiftedes mange nye landforbund, bl.a. i Japan og USA. I 1907 fandt en verdenskongres sted i Cambridge, England. I 1914 bröd den förste verdenskrig ud og fra Frankrig sendtes 10 000 läreböger i esperanto til sygeplejere og KFUM´s internationale organisation delte ud 1000-tallet läreböger i esperanto til fanger på begge sider. I 1915 var der verdenskongres i USA.
I 1920 studerede De Internationale Forbunds verdenskongres i Bryssel varierende forslag angående et internationalt sprog og man anbefalte uden undtagelser esperanto. Nationernes Forbund (en forgänger til FN) understregede i en resolution i 1920 at alle elever burde foruden deres modersmål läre esperanto. Handelskamret i Paris anbefalte i 1921 bruget af esperanto. Det franske videnskabsakademi anbefalte samme år bruget af esperanto i videnskabelige sammenhäng. I 1923 var der verdenskongres i Nürnberg med 4963 deltagere.
I 1950 overraktes af Universala Esperanto Asocio til FN et opråb underskrevet af 895 432 mennesker fra fagforeninger og andre foreninger i 76 lande, repräsenterende 15 454 780 medlemmer. Opråbet indeholdt en opfordring til at indföre esperanto i skolerne. Opråbet underskrevs bl.a. af Frankrigs präsident Vincent Auriol, fire ministre fra Holland, Polen, Östrig og Tjeckoslovakiet, 405 parlamentsmedlemmer, 1607 sproglärere og andre som erhvervsmässigt uddannede andre i sprog, 5262 universitetslärere og andre videnskabsmänd, 40 000 pedagoger, samt arbejdere og almindelige borgere i forskellige lande.
I 1966 fik den japanske regering en ansögning undertegnet af 250 000 japanere om at indföre undervisning af esperanto i de japanske skoler. I 1973 dannedes i det britiske underhus en parlamentarisk gruppe, med 45 medlemmer, som skulle arbejde for esperanto. Man gav udtryk for sin mening at det engelske sprog ikke var velegnet for den internationale rolle det har fået. I 1973 fik Socialistinternationalen et forslag fra sine italienske venner om at man skulle bruge esperanto som internt arbejdssprog. Man opfordrede også Socialistinternationalen at arbejde for at esperanto bliver et fag i skolerne. Forslaget stöttedes af den franske formand Francois Mitterand, senere präsident i Frankrig. I 1974 skrev präsidenten i Östrig, doktor Rudolf Kirschläger, en skrivelse til de östrigske socialister at han stöttede dem i deres sträben at indföre esperanto.
I 1986 holdt man en esperantoverdenskongres i Beijing, Kina med deltagere fra 54 nationer.
Hvad er esperanto? |
Indholdsfortegnelse | Hvorfor godkender ikke alle at esperanto bliver EU´s eneste arbejdssprog? |
© Hans Malv, 2004