Det engelske sprogs ögede indflydelse i Sverige
Lidt historik
Et sprog og en livsfilosofi.
Esperanto er et levende og smukt sprog. Det har prövets i praksis i over 115 år og har udviklets til et nuancerigt og mangesidigt kommunikationsmiddel. Ikke noget sprog har på så kort tid bredts ud over verden – uden erobringer, krig eller kolonisation. Idag beregnes 2 000 000 mennesker kunne esperanto. Der findes et 100-tal tidskrifter på esperanto og 40 000 forskellige bogtitler hvoraf de fleste er oversättelser. På esperanto findes rigelig adgang til radioudsendelser, musik og teaterstykker. Esperanto har i praksis vist sig at fungere ligeså godt som noget nationalt sprog som samtalesprog, skrevet sprog og sprog for videnskabsmänd. Der produceres årlig mere end 300 videnskabelige publikationer på esperanto (ifölge Modern Language Association of America´s årlige bibliografi).
Det er nemt at skabe nye ord da esperanto – til forskel fra andre sprog – er velplaneret og logiskt. Mange nyere ord som fx telefax, servo, urbanisere, parabol og opdatere, fandtes på esperanto för på mange andre sprog.
Esperanto er meget enklere at läre end andre sprog fordi at:
Idéen med esperanto er at det skal väre et sprog nummer to for alle. Et sprog uden nation, et sprog som ikke tränger bort andre sprog og kulturer men som respekterer alles ret til et eget sprog og en egen kultur. Esperanto har nået sin nuvärende udbredning udelukkende gennem at private mennesker er blevet inspirerede af dets idé: Alle mennesker er ligestillede og bör derfor kunne kommunicere som ligestillede. At kontakt mellem mennesker fra forskellige kulturer ikke skal bygge på den enes dominance og den andres underkastelse. At venskab og fri kontakt mellem mennesker fra varierende kulturer og verdensdele er en af fredens naturlige bestanddele. Det er bare naturligt at mennesker der föler sådan også kan tale med hinanden. Til dette formål skabtes esperanto, og det har präget dets historie.
Videnskabsmänd har konstateret at man yder bedst når man må bruge sit eget sprog. Men, med et let lärt sprog kan man siden kommunicere, på lige vilkår, og bygge broer. Hvis mennesker må bruge deres eget modersmål og föle tryghed og gläde i deres egen kultur så har de lettere for at föle forståelse og tolerance for andres sprog og andre kulturer. Det er skäbnesvangert at så mange politikere, videnskabsmänd og foräldre degraderer deres eget sprog til et anden klasses sprog. Det skaber uoverskuelige problemer og modarbejder en sund national og international udvikling.
Esperanto ejes ikke af nogen. Det tilhörer alle . Det har ingen kolonial fortid eller nogen form for historisk belastning. Esperantos popularitet blandt mindre lande, men også blandt större lande som fx Japan skyldes hovedsagelig sprogets neutralitet. Når man ser og hörer to esperantister fra forskellige lande tale sammen, så kan man ikke andet end at slås af den umiddelbare fölelse af frihed og enighed som präger samtalen.
Nogle fordomme om esperanto:
Den Universale Esperanto Association, UEA, er en esperantoorganisation for hele verden med kontor i Rotterdam i Holland. Der er medlemmer i 117 lande og organisationen har rådgivende status i Unesco og et FN-kontor for informationsudbytte.
UEA giver bl.a. ud en årlig bog samt arrangerer årlige verdenskongresser. Desuden findes der året rundt over hele verden kursus, seminarer, fagkongresser, festivaler og andre interessante möder. Et akademi af et 50-tal dygtige esperantister fra forskellige lande har det yderste ansvar for sproget og dets udvikling. De udgiver en avis indeholdende råd, beslutninger og interessante sproglige spörgsmål.
TEJO er de unges verdensforbund for esperanto. De udgiver bl.a. Passporta Servo, en bog med 1000-tallet adresser til esperantotalende i hele verden. En lignende bog er Amikeca Reto, en bog om et venskabsnet af mennesker der hjelper som guider på deres hjemmeadresser. Via TEJO kan man udföre opgaver i internationale arbejdsbrigader.
Der er mange erhvervsforeninger for esperantotalende som fx for läger og medicinsk virksomme, forfattere, journalister, jernbaneansatte, forskere, matematikere, musikere og jurister. Disse foreninger ordner med konferencer, har ofte deres egne tidskrifter og arbejder med at udvide forrådet af fagord på esperanto. De arbejder også med oversättelser af faglitteratur.
Der findes mange foreninger for esperantotalende. Således findes der fx foreninger for cyklister, spejdere, blinde, skakspillere, buddhister, protestanter og bahaister.
Ved et UNESCO-symposion i Paris sagde Claude Piron, en schweizisk universitetslektor og mangeårig tolk i FN:
”Man fortalte mig da jeg var lille: ”Vär ikke bange for at spörge om vejen. Tal, og du vil nå verdens ende.” Men nogle kilometer bort talte man et andet sprog. At spörge var meningslöst.
Man har fortalt mig: ”Lär sprog i skolen for at kunne tale med dem fra andre lande.” Men 90 procent af de voksne kan ikke udtrykke sig på det sprog som de har lärt i skolen.
Man har fortalt mig: ”På engelsk kan du klare dig hvor som helst i verden.” Men i en spansk landsby så så jeg et ulykkestilfälde hvor en fransk og en svensk bil var involverede. Förerne kunne hverken göre sig forståelige for hinanden eller for politiet. I en lille by i Thailand så jeg en fortvivled turist forgäves forsöge at forklare sine symptomer for den lokale läge. Jeg har arbejdet for de Forenede Nationer og for Verdenssundhedsorganisationen på alle beboede kontinenter og på nogle öer og jeg har kunnet konstatere at i Kongo, i Japan og på mange andre steder så er engelsk helt värdilöst uden for de större hoteller, de större butikker, forretningskredse og luftfartselskaberne.
Man har fortalt mig: ”Takket väre oversättelser er de mest fjerne kulturer nu tilgängelige for alle.” Men da jeg sammenlignede oversättelser med originaltekster, så jeg så mange forvrängninger, så meget som var udeladt, så ringe respekt for forfatterens måde at udtrykke sig at jeg fölte mig tvunget at bifalde det italienske ordsprog ”Traduttore, traditore”, At oversätte er at bedrage.
Man har fortalt mig at Vestverden hjelper den Tredje Verden, med passende respekt for deres lokale kulturer. Men jeg så ikke at man viste nogen hensyn til deres sprog. Allerede fra begyndelsen blev de påtvungne vore sprog som om det var en selvfölge at disse er de bedste at kommunicere på. Jeg så hvordan de engelske og franske sprog kom til at udöve en kulturel pres, gennem hvilken folkenes mentalitet forandredes, og de kom også til at have destruktive effekter på äldgamle kulturer, hvis positive värdier samvittighedslöst ignoreredes. Og jeg så hvordan uregnelige problemer opstod når man skulle uddanne den lokale arbejdskraft, fordi at vestverdens teknikere ikke forstod deres sprog, sprog der ikke havde nogle läreböger.
Man har fortalt mig: ”Almen skoleundervisning vil garantere samme muligheder for alle samfundsklasser.” Og jeg så hvordan rige familier i udviklingslandene sendte deres börn til England og USA for at de skulle läre det engelske sprog, medens folket, fanger i deres eget sprogs underlegenhed og offer for al slags propaganda, gik en mörk fremtid i möde.
Man fortalte mig: ”Esperanto har mislykkets.”Men i en bjerglandsby i Europa så jeg hvordan börn til bönder, efter bare seks måneders undervisning, snakkede med besögere fra Japan.
Man har fortalt mig: ”Esperanto savner menneskelighed.” Jeg har lärt sproget, läst dets poesi, lyttet til dets sange. På dette sprog har jeg modtaget tillid og tiltro fra brasilianere, kinesere, iraniere, polakker og en ung mand fra Uzbekistan. Og her står jeg – en tidligere professionell oversätter – og må i ärlighedens navn, sige at disse samtaler var de mest spontane og dybtgående som jeg nogensinde har haft på et fremmed sprog.
Man har fortalt mig: ”Esperanto er värdilöst fordi at det savner kultur.” Men når jeg mödte Esperanto-talende i Östeuropa, Asien, Latinamerika, så var de fleste af disse mere kulturelle end deres brödre og söstre i tilsvarende socioökonomiske stilling. Og da jeg tog del i internationale debatter på dette sprog blev jeg virkelig imponeret af det internationale niveau.
Jeg forsögte at forklare dette for min omgivelse. Jeg sagde: ”Kom! Se! Det her er noget ekstraordinärt! Et sprog som löser kommunikationsproblemerne mellem jordens folk! Jeg så en ungarer og en koreaner diskutere politik og filosofi kun to år efter det at de var begyndt at läre sproget! Det ville have väret umuligt på noget andet sprog! Og jeg så det og det og også…”
Men de svarede: ”Esperanto er ikke seriöst. Og desuden, det er kunstigt fremstillet.”
Jeg kan ikke forstå. Når et menneskes själ, fölelser, tankers fineste nuancer er udtrykket på et sprog som er skabt af rigdomen i mange kulturers måde at kommunicere, så siger de til mig: ”Det er kunstigt fremstillet.”
Men hvad ser jeg på mine rejser rundt om i verden? Jeg ser rejsende der länges efter at få dele med sig af sine ideer og oplevelser, eller måske kun madrecepter, til de lokale indbyggere. Jeg ser hvordan forsög til samtaler med hjelp af gestus förer til groteske misforståelser. Jeg ser folk der törster efter information men som på grund af sprogbarrierer ikke kan läse det de vil läse.
Jeg ser masser af mennesker som efter seks eller syv års sprogstudium, stammende og med en komisk udtale, forgäves forsöger at få sagt det de vil sige. Jeg ser hvordan forskel i sproglig ligestilling og diskriminering blomstrer rundt om i verden. Jeg ser hvordan diplomater og specialister taler i mikrofoner og lytter i hörelure til, ikke deres samtalepartner uden nogen andens stemme. Er det naturlig kommunikation? Fra en själ eller en hjerne til munden til et öre, det er naturligvis kunstigt fremstillet, men fra en mikrofon til en hörelur i et tolkebås, det er naturligt. Tilhörer evnen at löse problemer med hjelp af intelligence og fölsomhed ikke längere den menneskelige natur?
Man siger så meget til mig men jeg ser noget andet. Forvirret ströver jeg omkring i dette samfund der gör krav på at alle skal have ret til at udtrykke sig og kommunicere. Og jeg gad vide om man lurer mig eller om jeg er tosset.”
Du måske indvender at esperanto er skabt i Europa og er bygget op af ord fra de europäiske sprog. Hvis vi nu skal have et fälles internationalt sprog, ville det så ikke väre bedre om man hentede ord fra alle jordens sprog? Godt nok kan man mene at denne kritik er berettiget, men nu findes allerede esperanto i de fleste af jordens lande. Det er blevet brugt i over 115 år og er blevet accepteret af mennesker over hele verden. Hvorfor så skabe et nyt ”esperanto”? Ville det väre nemmere at läre om nogle ord kommer fra kinesisk, nogle fra swahili, nogle fra islandsk, nogle fra arabisk o s v.? Hvem ville vinde på det? Der findes idag godt 6 000 sprog, dialekter ikke medregnede. Hvis man skabte et sprog med to eller tre ord fra hvert sprog, hvad ville fordelen väre med det? Tvärtimod, et sådant sprog ville blive meget svärere at läre.
Det er sandt at esperanto er et indoeuropeiskt sprog men esperanto har opnået stor popularitet i en räkke lande hvor man taler ikke-indoeuropäiske sprog, fx Vietnam, Kina, Ungarn, Estland, Finland og Japan.
Nogle indvender at hvis esperanto bliver verdens fälles sprog for international kommunikation, så vil det snart blive nedbrudt i dialekter. Kineserne vil tale deres esperanto, europäerne deres o s v.
Det er blandt dem der har et sprog som modersmål at der dannes glidninger i udtalen, ikke blandt dem der har lärt det som sprog nummer to. Esperanto er ikke og skal ikke blive nogens modersmål. Det er med udländinge som man taler esperanto, ikke med sine landsmänd. Om man i eksempelvis Nigeria ville begynde at udtale esperanto på en anden måde og skabe nye ord og udtryk, så ville det kun få som fölge at andre ville få svärt at forstå hvad de sagde, og nigerianerne, som jo brugte esperanto for at kunne forstås af andre, ville korrigere deres udtale. Tilföjes kan at esperanto har fundets i over 115 år og endnu har man ikke kunnet notere nogle dialekter. De der taler esperanto i Brasilien har den samme udtale som de i Sverige.
Esperanto har meget enstydige regler for udtale og hvis der mod formodning i fremtiden vil ske glidninger i udtalen, så vil de sikkert ske over hele verden.
Nationale sprog, som fx engelsk, er ofte tvetydige. Tag fx de engelske ord Japanese encephalitis vaccine. Det kan betyde både en encefalitvaccine produceret i Japan og en vaccine mod japansk encefalit. På esperanto vil der aldrig väre nogen tvivl om hvad der menes, fordi der skriver man: japana encefalit-vakcino henholdsvis japan-encefalita vakcino. (Encefalit = betändelse i hjernen.)
Professor Christer Kiselman ved Uppsala Universitet i Sverige har undervist i matematik på esperanto ved et kinesiskt universitet: ”Studenter med seks års sprogstudium i engelsk kunne ikke göre sig forståelige og jeg forstod ikke dem. Efter otte måneders esperantostudium kunne vi före samtaler.”
Det internationale videnskabsakademi i San Marino har konferencer, foreläsninger og eksaminer på esperanto. Afhandlinger skrives på esperanto og på vedkommendes modersmål. Siden 1996 er den fhv. sovjetiske präsident Mikhail Gorbatjov hedersdoktor ved akademiet og han er interesseret af at arbejde for en demokratisk lösning af de internationale sprogproblemer.
I en stor ökonomisk ordbog som udgivets i Kina findes mängder af information på elleve sprog. Den störste plads har man givet engelsk og esperanto.
Jeg hörte en engländer, dygtig til esperanto, sige at ifölge hans erfaring gik det betydelig bedre at tale esperanto med japanere som sagde at de kunne dette sprog end at tale engelsk med japanere som sagde at de kunne engelsk.
Kan man udtrykke sig ligeså elegant på esperanto som på engelsk? Den engelsk som tales af en svensk er ikke ligeså elegant som den der tales af en engländer. Eftersom esperanto er tänkt at väre alles sprog nummer to så er det at sammenligne med den engelsk der tales af udländinge og så kan man sige at det er meget nemmere at nå et dybere udtryksniveau på esperanto end på engelsk og andre fremmede sprog.
Det engelske sprogs ögede indflydelse i Sverige |
Indholdsfortegnelse | Lidt historik |
© Hans Malv, 2004