2-2 Translation is not easy

At oversätte er ikke let

Det er meget dyrt at oversätte sprog og jo mere forskellige sprogene er, jo större bliver udgifterne.

At väre oversättere er til stor del et detektivarbejde. Et ord kan indeholde varierende former af information på forskellige sprog. Fx de engelske ord his secretary indeholder information om chefens kön men ikke om sekretärens. Hvordan skal man kunne oversätte dette til fransk, eller omvendt, når modsvarende udtryk på fransk er Son secrétaire som betyder hans eller hendes mandlige sekretär? Om sekretären er en kvinde hedder det sa secrétaire. Men inget af udtrykkene giver information om chefens kön. Ved oversättelse fra engelsk til fransk og en del andre sprog så må altså oversätteren undersöge hvad kön sekretären har. Somme tider kan navnet give en fingerpeg men ikke altid. Er sekretären Wu Wong en mand eller en kvinde? Ved oversättelser til en räkke sprog, fx spansk, fransk eller italiensk så må man vide dette for at oversätte ret. I mange kulturer er det meget forulempende at tilskrive en person fejlagtigt kön. Dette er eksempel på hvorfor computere svärt vil kunne bruges som oversättere. Sikkert 50 procent af en oversätteres tid går til at klare op problemer af denne eller lignende slags. Den form af oversättelsesarbejde som en computer klarer omfatter måske ti procent af en oversätteres arbejdstid. En god oversättelse kräver en kreativitet og en fleksibilitet som langt overstiger hvad de bedste computere kan yde. Hvorfor skulle ellers EU og FN behöve have tusindvis af oversättere ansatte? Jag har läst flere oversättelser som udförts af computere. De har väret miserable.

Sveriges behov af tolke og oversättere har langt fra kunnet opfyldes. I et fuldt udbygget EU vil der blive produceret mindst 120 000 sider juridisk tekst per år. Tilgängelige svenske oversättere vil måske nå at oversätte 30 procent heraf.

Strudsen, et forebillede

Når EU på langt när ikke er lykkedes at skaffe tilsträkkeligt antal tolke og oversättere for at klare Sveriges behov, hvordan skal så EU kunne möde modsvarende behov for Slovenien, Estland, Letland og Litauen? Dette er ikke kun et praktiskt spörgsmål. Det er et spörgsmål om demokrati. Det ved politikerne i EU, men de stikker ligesom strudsen, hovedet i sanden og nägter at se problemet. Derfor må folkene i de forskellige lande selv agere og tvinge frem en lösning. Befolkningen i medlemslandene har rettighed til at kunne fölge med i hvad der sker i EU, uden at först behöve bruge ti år af sit liv til at läre engelsk. Har ikke folkeflertallet, og journalister, mulighed at forstå og fölge med i hvad der sker i EU så dannes let negative fölelser i forhold til EU. Sådan er det blevet i Sverige, hvor EU har fået skyld for meget ondt.